Den 29. august 2006 var der rejsegilde på Alsion, som er navnet på Syddansk Universitets nye afdeling i Sønderborg. Det store byggeri, som er tegnet af arkitektfirmaet 4 x Nielsen, omfatter bl.a. Forskerpark Syd, undervisningslokaler, en kæmpestor koncertsal til Sønderjyllands Symfoniorkester, renrum og laboratorier og Mads Clausen Instituttet m.m. Hele projektet, hvor det første spadestik blev taget i maj 2004, er skabt på baggrund af, at Syddansk Universitet, Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune i 2000 blev enige om at skabe et unikt byggeprojekt, der i særlig grad skulle skabe sammenhæng mellem uddannelse og forskning, have en markant arkitektonisk værdi og være et fælles projekt mellem det offentlige og det private erhvervsliv. Forskerparken er en del af Syddanske Forskerparker med afdelinger i Odense og Vejle. En afdeling i Esbjerg er også på tegnebrættet. Det sikrer, at der overalt i regionen kan ske en målrettet udvikling indenfor bestemte vækstområder. I Sønderborg er det mekatronik, som forener mekanik, elektronik og software, der er i centrum.
Månebase Alfa.
Teknikentreprenørfirmaet Glenco vandt som nævnt teknikentreprisen om renrummene. – Og det var en stor opgave, fortæller projektchef Karin Schack fra Glenco. Bygningen, hvor renrummene skulle etableres, fremstod i den rå beton, og herfra skulle vi så etablere alle de avancerede installationer. Men vi har prøvet det før, så vi allierede os endnu engang med den skotske leverandør IDC Cleanrooms og startede med at montere gulve, vægge og lofter i det rå rum, siger Karin Schack. Men herudover skulle vi også lave alle andre installationer som el, vvs, ventilation og køling. I et renrum af denne slags skal der altid være et mindre overtryk, så urenheder ikke kommer ind i rummet, når døre åbnes. Derfor valgte vi at etablere et trykkammer over rummet, hvor den recirkulerede luft blæses ind, mens udsugningen ligger i gulvet. Luften til trykkammeret regulerer sig selv, således at det ønskede tryk opretholdes i rummet. Samtidig skulle vi sikre, at der ikke opstår statisk elektricitet eller vibrationer, fordi området er nabo til koncertsalen. Derfor placerede vi det store køleanlæg på taget og lavede ”flydende” gulv, hvor alle installationer ligger nedenunder, så man kan trække stik op gennem gulvet. Herudover skulle vi etablere tre forskellige udsugningsanlæg, som kan håndtere hhv. syre, opløsningsmidler og gas, fortæller projektchefen. Vi startede opbygningen af renrummene i maj i år, og vi var færdige i oktober, hvor vi havde forvandlet de rå betonrum til noget, der mere ligner Månebase Alfa, slutter hun.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om projektet kontakt afdelingsleder Thomas Schalek på tlf. 3639 4246. E-Mail: tsc@glenco.dk
|